Slik

Forbandede skumfiduser.

Nu skulle det lige være så godt. Farmand skulle lige blære sig over for sine unger med verdensbedste skumfiduser. Men sådan skulle det så ikke lige gå.

Det hele startede en iskold og stormende lørdag eftermiddag………

Jeg stod i køkkenet med nogle vanille stænger som netop lige var fløjet ind fra Tahiti – Tak til min mors kollega som havde dem med hjem.


Vi skulle kun bruge en enkelt, som skulle flækkes.
Når den var flækket skulle kernerne skrabes ud.

Jeg gemmer altid de gamle vanille stænger. Jeg kommer dem op i glas som jeg fylder med sukker og efter noget tid har jeg det dejligste vanille sukker.
Vi skulle også bruge 10 plader husblas.

200 gr rørsukker.
1 dl vand.
Sukker og vand skulle så kommes op i en gryde.
Husblasen skulle ligges i blød i en skål i nogle minutter.
Sukkeret og vand skulle så varmes op til ca. 118 grader.
Imens sukkeret var ved at nå den rette temperatur, kom jeg husblasen op i røreskålen.
Og så nåede sukkermassen de 118 grader.
Jeg lod den lige køle lidt i 2 min, hvorefter jeg begyndte at hælde den over i skålen.

Så var det på med piskeren.
Og så blev der pisket lystigt. Jeg havde læst at der skulle piskes i ca. 15-20 min.
Efter 3 min tilsatte jeg vanillen.
Lovende så det ud, på dette tidspunkt var jeg noget af en helt!
Jeg dryssede lidt flormelis ud på bagepapiret som senere skulle beklædes med skumfidus massen.
Efter 15, tænkte jeg at det så helt rigtigt ud. Massen så ikke ud til at blive mere luftig og jeg ville ikke risikere at det hele stivnede nede i skålen. Og lige fra det ene øjeblik til det andet, var farmand lige pludselig ikke særlig heltagtig mere. Faktisk var farmand totalt presset og smurt ind i totalt latterlig klistret og elastisk lim agtig sukker masse.

Det var nu at jeg var glad for at Griseriet ikke var skiftet over til at vlre en video blog, fordi lydsporet ville være en stor censur hyletone.
Det var fuldstændigt umuligt at gøre noget med den sukkermasse. Lige meget hvad jeg forsøgte resulterede det kun i lange klistrede elastik tråde der sad fast i ALT.
Jeg forsøgte mig med mange forskellige instrumenter for at få skrabet massen ud af skålen, men den nægtede at forlade sig trygge hjem på skålens inderside. Til gengæld ville den gerne klistre sig til alt hvad der kom i nærheden af den, så alt hvad jeg forsøgte at skrabe, flytte, ælte etc. med, blev fanget af de onde sukker tentakler.
Til sidst lykkedes det mig at befri denne ikke særligt flotte udseende……….klat.
Meget kan man kalde sukkermassen, men skumfidus er bestemt ikke en af dem, der er nærmere tale om en blandning af superlim og isoleringsskum.







Jeg lod “klatten” ligge i 24 timer i håb om at noget revolutionerende ville ske……..desværre uden held. Den endte bare med at blive sprød uden på.

Griseriet giver dog aldrig op, så selvom det var noget griseri kan man godt forsøge at pynte på det aligevel.

Vi forsøgte at smage at par af “klatterne” og de smagte såmænd helt fint, dog var konsistensen noget………sej og hård.
Nu lader vi os ikke sådan slå ud på Griseriet, så det skal prøves igen og hvis der er nogen der har nogle tips eller tricks, modtages de MEGET gerne 😉

8 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *